Regler for brug af klubbens udstyr.

 

Københavns Kajakklub råder over meget forskelligt udstyr. Udstyr som i videst mulig grad skal være tilgængelig for alle klubbens medlemmer. Både i forhold til roture i det daglige ro farvand, men også kunne stilles til rådighed for medlemmernes aktiviteter udenfor det daglige rofarvand.

Herunder kan du læse reglerne for brug af klubbens udstyr. Reglerne har til formål at gøre det så nemt som muligt at planlægge aktiviteter, da aktiviteter er livsnerven i klubben. Alle aktiviteter skal registreres i Rokort og overholde klubbens generelle regler.

Det er bl.a. muligt at låne klubbens udstyr til at tage på ture med overnatning. Læs mere her.

Klubben har en trailer, som du har mulighed for at låne. Læs mere her.  

Nogle aktiviteter kræver, at du på forhånd søger om at låne kajakker. Hvis din aktivitet kræver en ansøgning, skal du bruge denne formular.

Brug af klubbens udstyr betyder naturligvis slid, og klubben betaler i udgangspunktet for slid og skader på udstyret - også i forbindelse med lån. Men hvis bestyrelsen vurderer, at der er udvist grov uagtsomhed eller forsætlig hærværk har medlemmet erstatningsansvaret, dette vurderes konkret i hver enkelt tilfælde (se desuden afsnittet om dispensationer og særlige betingelser).

Husk at udvise turleder-ansvarlighed for den aktivitet du planlægger. I sammensatte grupper kan der være stor forskel på færdigheder og rutine.

 

Aktivitet

Ansøgning?

Dagsture i dagligt rofarvand

Som medlem af Københavns kajakklub har du fri mulighed for at tage på dagsture med klubbens kajakker og udstyr i klubbens daglige rofarvand, som ses på kortet. 

Gæstetur: Som klubmedlem har du mulighed for at tage én gæst med på vandet til en introtur. Du kan læse mere om regler for gæsteroning her.

Husk, at kajak og udstyr altid overnatter i Kanonbådsskuret ved dagsture.

Kræver ikke ansøgning

Dagsture udenfor dagligt rofarvand

Som medlem af Københavns kajakklub har du fri mulighed for at tage på dagsture med klubbens kajakker og udstyr udenfor klubbens daglige rofarvand.

Ture udenfor dagligt rofarvand skal indskrives i Rokort, før klubben forlades - dvs. før kajakken transporteres væk.

Husk, at kajak og udstyr altid overnatter i Kanonbådsskuret ved dagsture.

Kræver ikke ansøgning

DKF kurser og eksamen/prøve

Klubbens medlemmer kan låne kajakker og udstyr til at deltage i IPP eller instruktør-kurser og prøver i DKF regi.

Klubben betaler i et vist omfang for at medlemmerne efteruddanner sig, hvilket du kan læse mere om her.

Bestyrelsen skal altid ansøges i forvejen ved sådanne aktiviteter.

 

Kræver ansøgning

(Søg her)

 

Øvrige kurser, træf , løb og lignende.

Klubbens medlemmer kan låne kajakker og udstyr til at deltage i øvrige kurser, træf, samlinger, konkurrencer, løb og lignende aktiviteter.

De arrangerende klubmedlemmer må gerne stilles krav til deltagernes rofærdigheder og/eller egen transport.

Bestyrelsen skal altid ansøges i forvejen ved sådanne aktiviteter.

Kræver ansøgning

(Søg her)

Klubture med overnatning (langture)

Ved klubture med overnatning (langture) har du også mulighed for at låne udstyr og kajakker.

En langtur med lån af klubbens udstyr skal være åben for andre klubmedlemmer.

Medlemmer, der arrangerer langture, må dog gerne stille krav til deltagernes rofærdigheder og/eller egen transport, men der skal være plads til et rimeligt antal deltagere.

Der skal altid søges om bestyrelsens tilladelse til lån af kajakker og udstyr ved langture, hvor kajakker ikke ’overnatter’ på deres plads i Kanonbådsskuret

Kræver ansøgning

(Søg her)

 

Private langture, fx sommerhusture eller ferier

Der kan ikke lånes kajakker eller udstyr til private aktiviteter, fx en privat sommerhustur eller ferie - selvom I er medlemmer af klubben.

Klubbens kajakker og udstyr kan ikke lånes til familiemedlemmer eller andre ikke-medlemmer.

Der gives som udgangspunkt ikke tilladelse

Se evt. mulighederne for dispensation

Lån til kommercielle aktiviteter

Klubbens kajakker udlånes/udlejes ikke til private kommercielle aktiviteter.

Der gives som udgangspunkt ikke tilladelse

Se evt. mulighederne for dispensation

Dispensationer og særlige betingelser

Klubbens bestyrelse kan i særlige tilfælde dispensere for ovenstående regler, såfremt det har et anerkendelsesværdigt formål.

Hvis aktiviteten vurderes som særlig risikabel, kan bestyrelsen ved godkendelse af ansøgning betinge sig, at eventuelle skader på kajak eller udstyr erstattes af klubmedlemmet.

Ved tilladelse til lån kan bestyrelsen betinge sig, at lånet begrænser sig til specifikke kajakker og udstyr.

Der skal altid ansøges om bestyrelsens dispensation.

Kræver ansøgning

(Søg her)