Københavns Kajakklub er medlem af Den Blå Foreningsby på Amager Strand. Det vil sige, at vi har adgang til kajakker, surfski og SUP-boards + mødelokale og omklædningsrum i de bygninger, der ligger i forlængelse af Naturcenteret.
I resten af 2025 er vi på prøve, da vi er en stor klub, så ligesom i klubben skal vi vise hensyn til hinanden og sørge for at ryde op efter os selv.
Vi deles om udstyr med de andre medlemsforeninger. Som udgangspunkt er udstyret fælles, men de enkelte foreninger har hver et aflåst opbevaringsrum med plads til foreningens egne pagajer, sprayskirts og den slags. Der er desuden nogle SUP-boards, som tilhører Copenhagen Watersports og som ikke er til fri afbenyttelse.
Adgang til udstyr og lokaler sker ved brug af booking og en chip. Københavns Kajakklub har en nøgleboks ved indgangen til fælleslokalet, hvor chippen ligger (koden er den samme som til klubben). Vær obs på IKKE at tage chippen med på vandet, så andre har mulighed for at tilgå udstyr, mens du er ude.
For at du som medlem kan bruge Den Blå Foreningsby, så skal du have været på en intro dag derude. Det tager ca. 45 min, så man kan ro en tur efterfølgende. Se næste introduktionsdag i kalenderen.
Når du er "frigivet" til DBF, så kan du se siderne med adgangskoden og noget praktisk information.
Foreningsbyen ligger på Øresundsstien 7A, helt ude på nordspidsen af Amager Strand, i forlængelse af Øresundsvej.
Der er gode transportmuligheder – kun 5 minutters gang fra Øresund metrostation. Man kan gå eller cykle ud via Amager Strandvej, og det er muligt at af- og pålæsse grej direkte ved bygningen. Parkering foregår langs Amager Strandvej.
Den Blå Foreningsby er et fælles samlingssted for foreninger med aktiviteter på Amager Strand – både til lands og til vands. Her kan foreningerne opbevare deres udstyr i egne depotrum og få adgang til en fælles pulje af grej. Selvom der ikke er klassiske faciliteter som haller, tilbyder bygningen både praktiske og sociale rammer. Der er et overdækket mødested og udendørsarealer til fælles aktiviteter som grill og hygge.
Men Foreningsbyen er mere end bare opbevaring – det er også en forening i sig selv, med vedtægter og en demokratisk valgt bestyrelse. Medlemsforeningerne er med til at præge udviklingen og skabe fællesskab på tværs. Ambitionen er at blive et aktivt samlingspunkt for natur-, frilufts-, idræts- og sundhedsforeninger omkring Amager Strand – og at styrke samarbejdet mellem foreninger gennem fælles aktiviteter og netværk.
Grundprincippet i Foreningsbyen er: ”Noget for noget”.
Når vi som en forening lejer plads, forpligter vi os også til at bidrage til fællesskabet – for eksempel med udstyr, undervisning, arbejdsindsats eller arrangementer. Til gengæld får vi adgang til fællesudstyr, som giver mulighed for nye aktiviteter, vi måske ikke selv ville have ressourcer til.
Foreningerne deltager desuden i udviklingen af Foreningsbyen gennem bestyrelsesarbejde og andre fælles aktiviteter.
Ved optagelse i Foreningsbyen har vi ja til at deltage aktivt i fællesskabet. Det kan være ved:
At stille noget udstyr eller arbejdskraft til rådighed, så vigtigt at vi hjælper med huset og fællesskabet.
At deltage i bestyrelsesarbejdet (Christian Moesstrup er vores representant i DBF's bestyrelse og Martin Larsen er supleant).
At medvirke i 1-2 årlige arbejdsweekender, så vigtigt at vi også har medlemmer der kommer og hjælper når DBF har arbejdsdage.
At være med ved det fælles Åbent Hus-arrangement