Kursusinformation

Her kan du læse praktiske informationer inden kursusstart. Tjek også huskelisten nederst på siden og se hvad du skal medbringe. 

 

Mødested

Mødestedet er ved klubben på Kanonbådsvej 6. Se google maps. Indgang fra vandsiden. 

Mød op med gåpåmod og godt humør – det er rigtig sjovt at ro kajak og vi glæder os meget til at se dig på vandet!

 

Påklædning og ekstra tøj

Du skal i vandet flere gange på alle kursusdage, så tag tøj på som holder på varmen, selvom det bliver vådt. Svedtransporterende tøj (skiundertøj i kunst eller uld og løbetøj er normalt godt til kajakbrug), en løbejakke eller tynd regnjakke kan også være rigtig god at have på som yderste lag. Bomuld er ikke optimalt, da det bliver tungt og koldt, når det bliver vådt. Det kan være rart at have en våddragt på især hvis man er kuldskær af natur. Bemærk at våddragt er påkrævet til årets første kursus i Havkajak. Man kan få dem ret billigt i forskellige forretninger (klubben har ingen våddragter til låns). Det vigtigste er at den sidder tæt til kroppen og ikke har ærmer.

Vi laver ofte laver vandøvelser både før og efter frokost, så tag derfor rigeligt med skiftetøj med, og varmt tøj til pausen. 

 

Mad og drikke

På hverdagsaftenerne anbefaler vi du har spist inden kurset starter og medbringer snacks og drikke. 

På weekenddagene skal du have madpakke og snacks til en hel dag på vandet. Man bruger meget energi når man er på vandet så tag en stor madpakke med og rigeligt med drikkevand - især på de varme sommerdage. 

Medbring også te eller kaffe i en termokande da det kan være rart med noget varmt at drikke når man har været i vandet. 

 

Faciliteter og vand

Der er ikke rindende vand i klubben så du skal selv medbring drikkevand til hele kurset. 

Der er et festivaltoilet i klubben. 

Vi har kønsopdelt omklædningsrum hvor du kan efterlade dit tøj. Værdigenstande efterlades på eget ansvar. Under kurset kan værdigenstande blive låst inde i en fælles pose af instruktørerne på kurset. Du kan også medbringe en lille hængelås, og slå dig sammen med nogle af de andre kursister om et skab (vi har ikke har skabe til alle).

 

Hvad skal jeg lære på kurset? 

Derudover lærer du om behandling af materiel og udstyr, du lærer om klubbens regler og rammer, om vores kajakaktiviteter, ture og sociale aktiviteter. Sidst men ikke mindst lærer du en masse andre nye kajakroere at kende, og får forhåbentlig blod på tanden til at engagere dig i klublivet. 

 

Skal jeg købe noget inden jeg starter på kurset

Klubben stiller kajakmateriel til rådighed (kajak, pagaj, sprayskirt), men du skal selv stå for din påklædning.

 

Medbring

Det kan være en god idé at medbringe:

  • Våddragt (et krav i det første havkajakkursus, frivilligt (men rart) på de øvrige kurser. 
  • Handsker 
  • Hue
  • Skiftetøj (uld eller syntetisk materiale)
  • Håndklæde
  • Varmt tøj til pauserne
  • Snor til briller
  • Sandaler, badesko eller lignende til brug i kajakken (de skal sidde fast på foden så de ikke ryger af når du skal i vandet)
  • Madpakke
  • Varme drikke
  • Drikkevand 
  • Solcreme
  • Kasket