Ud på tur - med kajakken på slæb.

21. januar 2020 13:38 , af Bestyrelsen (brug ikke denne profil til beskeder) send mail via info.kbhkajak@gmail.com

Så er der taget hul på et helt nyt år, og vi glæder os allerede til alle de mange spændende kajakaktiviteter, som 2020 kommer til at byde på.
Vi håber, at rigtig mange af jer har lyst til at arrangere noget for klubbens mange medlemmer – store som små arrangementer er meget velkomne.

Det er alle jer som med gejst og initiativ sikrer et højt niveau af aktiviteter- og ture, der gør klubben til et så dejligt sted at være.

Især i sommerperioden kan der være run på kajakkerne med både ture i det nære farvand og weekendture længere væk. Vi vil gerne sikre, at alle klubbens medlemmer, både dem, der er på facebook, og dem, der holder sig til klubkalenderen, har lige mulighed for at deltage i klubbens arrangementer og dermed komme ud på nye kajakeventyr. Vi vil således gerne slå et slag for, at alle klubbens aktiviteter slås op i klubbens kalender på hjemmesiden og tilmelding til aktiviteterne håndteres der - uanset om det er klubture, workshops/kurser, klublørdage, instruktørsamling, svømmehalstræning, juleafslutning eller nytårskur


Derfor, hvis du har en tur eller anden ide til en aktivitet på tegnebrættet, så sus ind på denne side og læs om regler for lån af klubbens materiel. Er det en endagstur eller en aktivitet i klubben, kan du nøjes med at smide en mail til info.kbhkajak@gmail.com med detaljer om aktiviteten (beskrivelse, oplysning om dato/tid, antal pladser, eventuelle forudsætninger og evt. pris), så sikrer vi,at den bliver lagt ind i klubkalenderen.

Du er selvfølgelig stadig meget velkommen til at dele begivenheden på Facebook og reklamere for din aktivitet. Du laver blot dit opslag og indsætter linket til kalenderaktiviteten, så folk kan klikke og tilmelde sig der.  

Vi glæder os rigtig meget til alt det, vi skal opleve sammen i 2020!

Er du i tvivl om noget, så kan du altid få fat på bestyrelsen på info.kbhkajak@gmail.com 

 

Bestyrelsen